Kludeklipperen

Velkommen til Kludeklipperens blog, der handler om min store passion Patchwork/Quilting, applikation, broderi og lidt trådmaleri, oplevelser og dagligdagen.



Det vil glæde mig, hvis du lægger en kommentar. På forhånd tak

tirsdag den 28. oktober 2014

Fredericia og en laptoptaske

Inden vi tog til USA, investerede min kære gemal i en laptop.
En så dyr investering skal jo helst passes på, så der kreeret en taske til den, med to lag termolam, lynlås til klappen og et håndtag på, men uden de store faberlader, det var jo til en mand, så den måtte godt være lidt diskret.









Vi blev mødt af en mand med en motorsav og jeg er vildt imponeret af, hvad han kan lave ud af en træstamme. Det er fantastisk.

Vi havde hjemmefra sørget for billet, det var der rigtig mange andre der havde, så der var kø ved VIP indgangen, i stedet for ved hovedindgangen.
Heldigvis var de kvikke og lod os med billet gå ind ad hovedindgangen også.







En korttaske lavet i keramik, hvor sejt.
Jeg købte den altså ikke, selvom jeg var fristet.
















Udstillingen i år, var keramik, glas og maleri, det sidste fik jeg ikke taget billeder af, måske malerierne ikke lige var min stil, men det flotte fad, måtte godt stå hjemme hos mig.











Det blev ikke til de store indkøb.
Kun en længe ønsket systation, en strikkegarnsholder og kraftige lynlåse, fra Den lille lade, til et par projektmapper mere, som Ragnhild (Den lille lade) underviser i.

Alt i alt en rigtig hyggelig og inspirerende dag.

Ha´ en god dag. Hilsen Esther

mandag den 13. oktober 2014

USA turen 5

Fra Las Vegas kørte vi til Death Walley, igen et fuldstændigt unikt landskab, som er smukt i al sin barskhed. Bare farvespillet kan man drukne i.
Det blev reddet fra borax udvinding af fredning.










Der er ikke meget vegetation, som kan klare at overleve her. Der er varmt, meget varmt 42 grader.
Rent faktisk måtte vi slet ikke køre her, når der er over 40 grader, men vi er efter d. 15 september.
Jeg ved også kun hvor varmt der er præcis, fordi jeg spurgte rangeren i visitorcentret.








Lidt vegetation er der. det er mig en gåde hvad de overlever på.
Herude er der ikke ret meget trafik.











Det blæste en del, så der var støvstorm, det var med af holde vinduer og ventilation lukket, medens vi kørte igennem. Fascinerende.












Efter en overnatning, lidt udenfor Lone Pine, gik turen mod Yosimiti nationalpark.
Det var ikke lykkedes os at få fat i dem og booke overnatning, de par gange jeg havde haft mulighed for at låne en telefon. Det har en pris senere.

Her er det udsigten til den ene side The White Mountains, hvor der flere steder er sne på toppen.




Udsigten til den anden side. De mørke bjerge en kanten af Death Walley og græslandet foran, med masser af kvæg.












Ved porten til Yosimiti blev vi modtaget af frivillige, det er gratis at komme ind og det er weekend, men de ved ingenting, vi kan snakke med rangeren længere fremme.
Vi er oppe i knap 10.000 ft. højde og det er ikke til sommertøj, her er hundekoldt og den første sne er faldet, her sidst i september.








Vi snakkede med rangeren, hvordan det så ud med at få en plads, det skulle vi ikke regne med og så kiggede han på klokken, for klokken 3 ville de sidste pladser blive fordelt efter en venteliste.
Vi måtte gerne bo oppe hos ham, han havde masser af plads, men han lukkede i morgen til middag.
Der var ingen mulighed for strøm eller vand, nå det havde vi i vognen, hvis det skulle være, men vi valgte nej, så vi kørte videre.





Den barske udsigt til den ene side og søen til den anden side, med sne på toppen af bjergene i baggrunden.
På vejen ned gennem Yosimitis snoede veje kantet af høje graner, ledte jeg efter en anden campingplads. Jeg fandt en, som lå 70 miles væk, fordi Yosimiti ligger inde i en meget stor national skov.






Da vi når frem til pladsen oplevede vi for første gang, at der ingen var på kontoret, vi skulle tage en kuvert, finde en plads, lægge pengene i kuverten og putte den i postkassen ved kontoret.
Vi var lige kommet på plads, da det stod ned i stænger og buldrede og lynede omkring os.
Det lød som hagl på taget, så hårdt slog regndråberne.
Næste morgen blev vi enige om at droppe Yosimiti, for det betød 70 tilbage + 17 miles ind til The Village, 87 miles frem og tilbage.
I stedet valgte vi at køre til vores sidste campingplads, inden vi skulle aflevere motorhomet.
Herinde lå vores sidste plads Almeda Country Fairground i Pleasanton. Et kæmpestort område med alle mulige aktiviteter og udstillinger, der havde faktisk lige været en patchworkudstilling.
Der var golfkursus, de var ved at gøre klar til hestevæddeløb og der var en stor udstilling af gamle traktorer, til Bjarnes glæde.








Dette var vores sidste plads omgivet af et par meget store motorhomes, vi var pygmæer i forhold, til mange af de motorhomes vi så.











Vi så masser af egern, når vi gik ned til Tullys coffee shop, i The Old Town, og fik kaffe og kage, men det er forståeligt, for der var masser af mad i de forskellige slags nøddetræer bl.a. trådte vi på valnødder, når vi gik ud af vores hus.









På det andet hjørne, overfor Tullys coffee bar lå dette flotte gamle hus, hvor der var et artgalleri.










Du milde, de havde så mange flotte, spændende, finurlige ting, at jeg kunne have købt mig på fattiggården, hvis der havde været plads i min kuffert.











Lavet i metal, gamle fotoapperater, mobiltlefoner o.l. + en høj hat.












I træ, samt at der var kunstfotos, malerier, smykker og meget mere.









Det var der ikke, for der skulle være plads til det jeg havde købt i de få patchworkbutikker, som det lykkedes mig at besøge, undervejs.

Dette var sidste kapitel i vores oplevelsesrige rejse i motorhome i USA.

Hilsen Esther

En stor tak til jer, som har kommenteret, det har glædet mig meget.




















søndag den 12. oktober 2014

USA turen 4



I Bryce Canyon, men også andre steder, så vi skaderne efter skovbrande, det er trist at se, men naturen reparerer sig selv, som vi har set med savannebrandene i Afrika. Efter skovbrandene, tager det længere tid.
Amerika er så stort, så de fleste brande hører vi slet ikke om, kun når brandene nærmer sig menneskeboliger, har det interesse for pressen, for så er der drama.





På vej fra campingpladsen til Bryce Canyon kom vi igennem Red Canyon, den var gratis at besøge og de havde masser af hikingruter ( vandreruter, som de er forpligtet til af have), fortalte rangeren (det den titel, de ansvarlige for området har). Jeg kan ikke hike, Jo, jo sagde han vi har en rute, som er helt flad og kort, den kan du sagtens klare. Det kunne jeg :-), så disse hokeys ( ved ikke om det er stavet rigtig, men det kaldte de, de balancerende klipper) er fotograferet fra vandreruten.




Vi var kommet forbi et Vildt museum og da vi havde tid, måtte vi lige se det og det var virkelig et besøg værd. Det var lavet af en mand, som havde rejst og været på jagt, fiskeri, fanget sommerfugle i hele verden.
Dyrene var stillet ind i naturlige landskaber, som de har levet i, sammen med de dyr, der levede samme sted.
Jeg har valgt en bison, fordi det er et amerikansk dyr.





Og sommerfuglene, fordi der er smukke i et smukt landskab.













Næste national park var Zion, som også er en del af det store nationalpark område i Utah, ikke ret langt fra Bryce Canyon, efter amerikanske forhold. Vi måtte bruge en dag, for at komme dertil.









Her er der vand, i modsætning til Bryce, da floden Virgin løber igennem.













Det er svært at se, men dette er en naturbro, hvor der faktisk kan gå mennesker på.
Den er så højt oppe, at jeg måtte soome alt hvad mit kamera kunne, for at tage billedet.










Fra den smukke natur kører vi mod det mest kunstige der findes, Las Vegas.
Vi bor på en asfalteret campingplads 5 min. gang fra The Strip, hvor det meste foregår.
Dette er et P hus.










Fra vores plads har vi udsigt til ham her. Vi var ikke derinde.
Her er meget varmt, så vi går først hen til The Strip lige før det bliver mørkt, det bliver det kl. 18.30, ret præcis.
Det er kunstigt, her er kopi af eiffiltårnet, Zæsars palads, zfinkser, et vulkanudbrud.
Springvandet er fantastisk flot, men umulig at tage billede af, for mange mennesker og for stort.













Man kan købe sig til en sejltur med syngende gondolier.
Jeg har godt nok svært ved at se romantiken i en sejltur omgivet af klorstinkende vand, men okay i Venedig dufter der heller ikke af roser, men noget andet, man kalder lugt og ikke duft.
Temperaturen er behagelig her om aftenen og det er fantastisk at se alle lysene.
Butikkerne er ikke til min pengepung, det er Gucci, Yves Laurient, Bennetton, Burberry, Dior o.l.
Kun de almindelig turistfælder. men de har ikke noget der frister og spille skal jeg slet ikke.
Nu har vi set det, fordi vi kom forbi.

Næste dag kører vi ud til Hover Dam dæmningen, der efter 2 år endelig opkaldt efter den præsident, som fik sat arbejdet igang under depressionen i 30erne.
Det er også så stort, at det er håbløst at tage billeder af.
Til Bjarnes glæde er vi med på en rundtur til maskineriet.
Vi måtte parkere så langt oppe af bjerget, at Bjarne måtte samle mig op på dæmningen, da vi skulle hjem, jeg kunne ganske enkelt ikke gå op til motorhomet, det var for stejlt.


Fortsættelse følger, det sidste afsnit om vores månedlange tur i USA
Hilsen Esther





lørdag den 11. oktober 2014

USA turen 3

I dag gik turen videre fra Tuscon mod Petrified forest Den forstenede skov og The Painted dessert (den malede ørken), med en enkelt overnatning undervejs i Show Low, hvor vi på campingpladsen måtte ringe efter personalet.
På turen fra Show Low lykkedes det mig at få Tommelise til at vise os den forkerte vej.
Det opdagede vi først, da vi kørte ind på grusvej, som vi slet ikke måtte køre på, så der var ikke andet at gøre end at vende om, til vi fandt noget, som kunne fortælle os, hvor vi var.
Heldigvis havde vi investeret i Rand Mc Nally´s kort over USA, så med et vejnr. fandt vi tilbage på ruten igen, men der var spildt en del tid, som senere ændrede på overnatninger.
I Petrified forest var der også kaktusser bl.a. denne smukke blomstrende en, mellem de fantastiske forstenede træer, som var i den smukkeste rødbrune, med islæt af beige, grønne og blå farver.
Det forstenede træ lå nærmest drysset ud over ørkenen.








Et forsøg på at tage billede af de fantastiske farver.
Det er også i denne ørken bl.a. at de finder dinosaurknogler.










The painted dessert ligger i forlængelse af Petrified forest.
Det er helt ubeskrivelig, den følelse, man får, når man kører gennem et sådant landskab.
Det var overvældende, fordi det er så smukt i al sin barkshed.










Inde i denne ørken er der rester efter en indianerby, med grundmurede huse fra 1200 tallet, som har huset omkring 2000 mennesker, mener man. Hvorfor indianerne forlod stedet ved man ikke, men jeg gætter på, manglen på vand.








Der var andre steder, hvor klipperne bar præg af, at indianerne havde boet i området.
Det var også en oplevelse af historiens vingesus, men også iblandet sorg over hvad vi hvide mennesker har gjort mod indianerne og andre naturfolk.












Dette kæmpehul i jorden, var årsag til at vi måtte tage en overnatning, udenfor Holbrook, inden vi kørte videre til Grand Canyon pga vores lille afstikker.
Det er et Meteor Crater og det er så stort, at jeg med mit kamera ikke kan tage et billede af det hele.
Lidt skræmmende at tænke på.








Det her viser heller ikke hvor stort det er, men der kan være 30 fodboldbaner i bunden og 2 mill. tilskuer op af kanterne. Ja, det er de rigtige tal.
Det var også her man løste gåden, om hvad der er årsag til de huller, som findes andre steder i verden, som man hidtil havde troet var vulkanudbrud.
Her er der ikke noget tilbage af meteoren, fordi det ikke var metal, men en forsker syntes at det lignede de bombenedslag, som han havde set i Majoveørkenen efter prøvespængninger. Det her kom bare fra rummet.


Videre mod Grand Canyon, hvor vi var heldige at komme til at bo inde i parken.
De har noget meget smart, nemlig fri shuttle busser, som man kan hoppe af og på, som man lyster.
Det er stort, det er fantastisk, det er imponerende.








Om morgenen vågnede vi op til dette syn. Jeg stod lige ved siden af vores motorhome.
De gik fredeligt og spiste pinjekerner og var ligeglade med alle de mennesker, som havde travlt med at tage billeder.
Jagt er også totalt forbudt i hele området.









For mig druknede Grand Cannyon fuldstændig, da vi kom til Bryce Canyon.
Det er i den grad et spektakulært landskab og dog er de begge formet på samme tid og er begge en del af det samme område, kun ligger Bryce Canyon på den anden side af Grand Canyon, inde i Utah. Bryce Canyon er også opkaldt efter en mormon, som boede i en nærliggende by/landsby, det er svært at diffinere herovre.





Porten til himmerige, nej men fantastisk ser det ud. Det har været meget svært at vælge hvilke billeder jeg skal vise jer.
Det er også fantastisk, at der allerede tilbage sidst i 1800 tallet var mennesker, som kunne se det unikke i disse landskaber og fredede dem, ved at gøre dem til nationalparker. Allerede dengang valfartede mennesker hertil. Blot var det mere besværligt dengang.
Der blev lavet en jernbane, det er der også til Grand Canyon.

Fortsættelse følger
Hilsen Esther

fredag den 10. oktober 2014

Videre ned ad Highway 1 kommer vi til Hearst Ranch. Aviskongens formidable slot, vil jeg kalde det.
Vi kunne lige nå en rundtur til nogen af de 300 rum og både huset og haven er spækket med kunst og antikviteter, samlet fra hele verden.
Ranchen ligger på en enorm stor grund, så man bliver kørt op til huset fra visitorcentret og tager en bus tilbage igen.








Dette er spisesalen, som det kan ses, er der plads til mange gæster, det er antikke gobeliner, som hænger på væggene.
Som gæst i huset var alt frit, tennisbaner, zoo, hestene i stalden, billard, filmsal, svømmehal osv.
Der var kun en regel, hvis man drak sig fuld, så blev man aldrig inviteret igen.







 Rundt i haven, var der mange statuer og relieffer i den hvide marmor fra Carara i Italien.
Mange træer var frugttræer, hvis frugt blev brugt i husholdningen.
Desværre løb jeg tør for strøm og batterierne lå nede i motothommet.









Dagen efter var vi i Solvang, med kopier af Dybbøl mølle, Rundetårn og i det hele taget er et stykke gammelt Danmark, hvor det er hyggeligt at gå rundt i gaderne.










Med en miniature af Æbeltoft rådhus.
Vi fik kaffe og wienerbrød hos bager Nielsen.
Talte med en, hvis far havde været med til at bygge Solvang op.
I det hele taget(viste det sig) mødte vi faktisk mange danske navne firmaer, vejnavne og kvarterer, på vores tur og næsten alle vi talte med kendte nogen, som kom fra Danmark.






Efter Solvang og have fourageret hos Albertsons supermarked, vendte vi næsen ind i landet. Igennem Mojave ørkenen mod Route 66, med mange miles (1 miles = 1,6 km), hvor det var udsigten.









Inde i Arizona mødte vi denne udsigt, de havde fået vand, meget vand, som vi blev advaret mod, men det var risikofrit, der hvor vi mødte vandmasserne.










 Vi nåede Route 66, som i sin tid var meget betydningsfuld for rejsen mod vest, men i dag er holdt i live af nostalgiske turister, som os.











Men humor har de, må man lade dem.

















Meget var lige så forfaldent, som denne opstilling her.
Vi har været der, vi har set det og vi har spist der, lækker mexicansk mad.










På vej til Tucson fangede jeg en kolibri med kameraet, på en rasteplads, dem rutter de ellers ikke med herovre ( altså rastepladserne), men dem der er der, de er til gengæld rene og pæne + at der er gjort meget ud af omgivelserne til toiletbygningerne.










Solnedgang over campingpladsen ved Tuscon.













Her skulle vi til Bjarnes udelte glæde besøge verdens størst flymuseum Pima space & air museum.
Jeg kunne ikke stå for denne lille nuttede sag, som er verdens mindste fly, som kan flyve.
Museet er privat og meget baseret på frivillige.
En af de frivillige, var en 90 årig, som havde været skytte i et fly under II verdenskrig. Han fortalte at det havde været i Stillehavet, han havde aldrig været i Europa.
Flyet han var med i, havde en 11 mand stor besætning, så det var store tab, når en af dem blev skudt ned. Det var han meget berørt af stadig, kunne jeg se.


Her besøgte vi en national park, med kaktusser Saguro parken.
Jeg er vildt imponeret af de store kaktusser, som jeg har set i cowboyfilmene i sin tid.
Tænk over 2 m. høje og så er de mad for ørkenen dyr og bolig for fuglene, så de er bidt i og lavet huller i. Alligevel står de stolte og strunke.
Der er en forskel på 20 grader fahrenheit mellem inde og ude temperaturen i kaktussen, både sommer og vinter. Jeg kan godt forstå, at fuglene synes det er dejligt inde i kaktussen, for her er varmt, selvom det var regnvejr og overskyet.








Nogle af kaktusserne blomsterede, måske fordi de havde fået vand.
Jorden er hård, at vandet ikke trækker ned, det løber og trækker løs grus med sig, som det ses.
På flymuseet havde de måttet bore skiltene, ved flyene ned i jorden, den kan ikke graves i.

Fortsættelse følges.

Hilsen Esther